Billedterapi og samtale

Det allervigtigste at sige om billedterapi er, at man ikke behøver at kunne tegne for at være med. Det er ikke tegneteknikken der skal vurderes. Tegningen/billedet er en afspejling af noget i dig, og det er det, der er det vigtige i billedterapi. Det har ikke et kunstnerisk formål, så billederne bliver ikke lavet for at skulle op og hænge over sofaen.

En typisk session vil være at jeg giver dig en opgave, hvorefter du får 20-30 minutter til at sidde og tegne det billede der dannes i dig. Alt hvad du laver er godt nok. Der er ikke noget der bliver vurderet som godt og skidt. Billedet er som sagt en spejling af noget i dig; nogle gange noget du bevidst forsøger at udtrykke, andre gange noget ikke-sprogligt der udtrykker sig via billedet.  Efterfølgende fordyber vi os i det og ofte fører det ene billede det næste med sig, sådan at jeg næste gang du kommer giver dig en opgave med afsæt i det billede du har lavet eller den samtale vi har haft.

Jeg har de materialer du skal bruge, så du skal ikke selv tage noget med. Jeg kan anbefale dig, at du anskaffer dig en dagbog, som du bruger mellem konsultationerne til de tanker og følelser der dukker op.

Det er dig der bestemmer hvor mange konsultationer du vil have og hvor lang tid der skal gå imellem hver.  Man kan ikke forcere en proces, den tager den tid den tager, og som regel er tiden imellem konsultationerne lige så vigtige som selve konsultationen, da det er her man bevidst og ubevidst bearbejder og lagrer de nye indsigter.

En typisk konsultation, der som regel indeholder både tegning og samtale, varer ca. 1-1½ time og koster kr. 650,-.